Route 66
If you
ever plan to motor west
travel my way, take the highway that's the best
Get your kicks on Route Sixty-six
It winds from Chicago to L.A.
more than two thousind miles all the way
Get the kicks on Route Sixty-six.
Bobby Troup
Motorveje på kryds og tværs
gennem USA er en selvfølgelig del af livet bag rattet i år
2005. Det er hurtigt, sikkert og begivenhedsløst.
Men sådan har det ikke altid været.
Der var engang, hvor alle veje førte gennem små
landsbyer
med benzinstationer, mekanikere, kirker, cafeer og fastfood.
Med den boomende trafik i "de brølende 1920'ere" fik
forretningsmanden Cyrus Avery fra Tulsa (Oklahoma) den ide at binde
Midtvesten sammen med Californien - Og selvfølgelig med Oklahoma
som bindeled.
I 1926 åbnede en samlet vejforbindelse fra Chicago til Los
Angeles, og den fik navnet Route 66.
Forfatteren John Steinbeck gjorde vejen kendt i 1939 med bogen
"Vredens Druer", der følger tørkeramte Oklahoma-farmeres
vej til det forjættede land, Californien.
California or bust (gå til Californien, eller gå
fallit) lød parolen i 1930'erne, og Joad læssede
ejendelene, børn og bedsteforældre på Ford'en og
forlod The Dust Bowl ad Route 66.
I 1938 blev man færdig med at asfaltere de sidste kilometer
af Route 66' jordveje,og den blev de kommende årtier en meget
trafikeret vej.
1950'erne var vejens glansperiode, hvor landsbyerne blomstrede op
med alt, hvad der glæder et bilist-hjerte og en bilist-mave.
Mens familien Amerika luftede det nyerhvervede dollargrin på
Route 66, steg antallet af trafikulykker og trafikpropper foruroligende.
I 1956 tog USA hul på det store Interstate-motorvejsbyggeri,
der siden har forbundet staterne med over 80.000 km 4-sporede veje -
Ja, nogle steder op til 20-sporede motorveje.
Det blev samtidig dødsstødet for Route 66. Moteller,
benzinstationer, cafeer og restauranter drejede nøglen,
efterhånden som motorvej 55, 44, 40 15 og 10 blev færdige
og susede udenom de små byer.
End ikke 1960'ernes populære tv-serie "Route 66" - hvis
varemærke var den nu berømmede Corvette - kunne
ændre på det.
I 1985 blev den sidste stump af Route 66 overhalet af motorvej, og
dermed burde det sidste kapitel om den døende legende
være skrevet.
Men The Mother Road nægtede at dø. Måske var
det et skjult oprør mod motorvejene og McDonaldiseringen.
Måske var det ren nostalgi. Et forsøg på krampagtigt
at holde fast i svunden tid. Faktum er, at Route 66 blev
genfødt. Gamle skilte blev fundet frem, moteller fik banket
madrasserne, og de lokale burgerbarer fik lidt ekstra omsætning
fra out-of-towners.
Route 66 er en kult-rute. Den vil næppe drukne i sin egen
succes. De mange fans på Harley, i rustne pickups, Cherokee
4-hjulstrækkere eller i den helt rigtige Chevrolet Corvette 1954
spreder sig over 2448 miles (3940 km.).
Men sikkert er det, at Route 66 is born again.