D A G B O G
Lørdag d. 8 maj kl. 22.00
Vi er hjemme igen i god behold. Alt var vel
herhjemme og vi har gået lidt rundt og kigget på haven og
frydet os over hvor meget der er vokset frem og sprunget ud på de
få dage siden vor afrejse til Kreta.
Rejsen hjem gik planmæssigt blot forsinket af en manglende
kuffert, der først dukkede frem på båndet i Kastrup
ca 45 minutter efter de andre fra samme fly.
Kl. 22.00
Vi sluttede dagen af med en afskedsmiddag
på èn af byens bedst beliggende restauranter.
Kufferterne er mestendels pakkede, så vi kan være klar til
afrejse i morgen efter morgenmaden.
Så dette er formentlig sidste hilsen fra os på Kreta i
denne omgang.
Sov godt! Og på gensyn i Danmark i morgen.
Fredag d. 7 maj kl. 10.30
Så er ferieopholdet på slutningen og
vi er begyndt at trappe ned.
Lejebilen er afleveret og Mie er gået på stranden for at
få de sidste solstråler på kroppen.
Jeg går på gaden, oser og kigger på livet der.
Vil gerne her benytte lejligheden til at takke dem, der har sendt os
hilsener hernede. Det varmer om hjertet, når man åbner sin
PC, at der så også er personlige hilsener fra jer derhjemme.
Torsdag d. 6 maj kl. 19.30
I dag har vi været opover bjergene og
kigget ned på den anden side af øen gennem
Samaria-kløften.
Igen en dejlig og oplevelsesrig tur i skøn solskinsvejr.
Allerede få hundrede meter efter vi havde forladt kysten var vi
inde i store appelsinplantager. Passerede pakkerier hvor der stod lad-
og lastvogne læssede med appelsiner foran sorterings- og
pakkemaskinerne.
Længere opad Oliventræer, og øverst, vild natur med
hundredevis af får og geder, der også mente de havde ret
til at være på vejen.
Vejen endte blindt ved naturstien ned gennem kløften. Vi indtog
vores frokost på en restaurant på stedet, hvor vi kunne
nyde den storslåede natur med kløften nedenfor, og
snedækkede bjerge overfor.
På vej ned igen var vi i en lille stille landsby inde på en
bar og fik et glas friskpresset appelsinsaft for næsten ingen
penge. I købmandsbutikken fik vi et par ekstra gratis appelsiner
oveni. Og købmanden fortalte os, at hans tipoldefar var dansker.
Inden vi kørte derfra kom en ældre dame og forærede
Mie en gardeniablomst.
Rigtignok et helt andet miljø end hernede på kysten med
alt turisthalløjet.
Onsdag d. 5 maj kl. 19.30
Vi er blevet enige om at springe besøget
på Knossos over i denne omgang.
200 km. kørsel plus rundgang i seværdighederne bliver for
meget på èn dag.
Istedet har vi taget en stille sigthseeing-tur heromkring.
Har både været lidt på strandene og lidt i bjergene
mod øst herfor.
Igen en smuk dag med herligt sommervejr. Små fredelige bjergveje,
(sjovt
nok kun få hundrede meter fra den kværnende øst/vest
hovedvej), med masser af smukke blomstrende træer og buske
allevegne.
Tirsdag d. 4 maj kl. 19.00
Er lige vendt tilbage fra en fantastisk dejlig
køretur.
Lejebilen blev leveret som aftalt kl 8.30 i formiddags. En flot
rød Hyundai i den lille klasse. Men nem at håndtere.
Midt på formiddagen kørte vi vestover langs kysten. Over
et par bjergrygge og helt ud til Falasserne på vestenden af
Kreta. Her var et stort stykke dejlig sandstrand.
Så vi fik os et dejligt bad i fantastisk flot badevand.
Og efterfølgende et solbad på
stranden.
Både ud- og hjemturen bød på smukke panoramaudsigter
over bjerge, kløfter og kysterne.
Passerede utrolig mange Olivenlunde og enkelte vinmarker.
Bourgonvillaer og nerier, samt mange andre blomster, står i fuldt
flor overalt.
Mange billeder blev taget. Nogle af dem kommer på hjemmesiden
senere.
Mandag d. 3 maj kl. 17.30
Også i dag har vi
taget det meget afslappende.
Sov til vores begges store forbavselse, helt til
kl. 9.
Gik lidt omkring og så på de nærmere lokaliteter, som
vi ikke fik set i går.
Var til informationsmøde kl 15, hvor vi blandt meget andet, fik
den glædelige meddelelse, at det gode vejr ville holde ugen ud.
Fik også lejet bil for tre dage. Den er lovet leveret i morgen kl
8.30.
Planen for de næste tre dage er herefter: 1, Sigthseeing. 2,
Knossos. 3, Samaria-kløften.
Søndag
d. 2 maj kl. 17.00
Indtil nu en meget
fredelig, afslappet dag.
Vi har vandret lidt langs stranden og havnen. Besøgt et par
barer og en restaurant, fået Ouzo og omelet, samt oset lidt i
butikker.
Også i dag skinner solen fra en skyfri himmel, og det er nok en
20 - 25 grader i solen. Kunne mærke i panden, at det nu var tid
for en bleg nordbo, at komme indendøre og få fat i lidt
"AfterSun-creme."
Mie har også haft tid til et par timer ved
svømmepølen.
Lørdag
d. 1 maj kl. 22.30
Kom op til tiden i morges
og alt i Kastrup forløb planmæssigt.
Efter godt 3 timers flyvning landede vi her på Kreta i dejligt
solskin og en temperatur på ca 20 grader.
Ankom her til Hotellet ved middagstid og fik anvist en dejlig lejlighed
med terasse.
Har været på lidt småindkøb i byen samt
indtaget eftermiddagskaffe og aftenkaffe på terassen.
Aftensmaden fik vi på en restaurant lige i nærheden.
Forinden nåede vi også lige en lille tur på stranden,
ca 100 meter herfra.
Nu er det tid at gå i seng efter en lang og dejlig dag.
Fredag
d. 30 april kl. 18.00
Kuffertene er pakkede og båret ud i bilen.
Vi går tidlig i seng, da vi skal op allerede kl. 3 i nat, for at
møde i lufthavnen en time senere.
På genhør fra Kreta!